Danmark Løber – for andet år i træk
Med på turen fra Birkerød til Kokkedal. En hyggelig tur på 12 Kilometer.
For andet år i træk samlede Danmark Løber penge ind til Røde Kors ved at arrangere løb igennem hele landet.
Som det kan læses andetsteds på denne side, var det sidste år et stor fornøjelse og rigtig hyggeligt at løbe turen fra Holte til Fredensborg. En rute på omkring 22 kilometer i ca. 30 graders varme. Forhold der måske var skyld i sidste års begrænsede felt på fem løbere.
I år var en del af etaperne gjort væsentlig kortere, og det kunne da også ses på deltagertallet. På denne dagens sidste etape, søndag den 8. juni havde 22 friske løbere meldt sig til og gennemførte.
Starten gik fra Hovedgaden i Birkerød ud for Røde Kors forretningen, og defter ad Ravnsnæsvej til Isterød. Derfra ad Frederiksborgvej, Rungstedvej, Usserød Kongevej. Gennem industrikvarteret i Kokkedal og efter en lille ekstra krølle nåede vi efter præcis 12 Kilometer til målet ved Egedalshallen i Kokkedal.
Tempoet var sat efter at flest muligt kunne følge med. Der blev løbet efter en pace på 6:00 pr. KM og der var stop med væskedepoter efter 4 og 8 KM. Meget kærkommet med dagens høje temperaturer i den øverste den af 20´erne.
Endnu engang var Danmark Løber en rigtig positiv oplevelse som tjener et godt formål, og jeg kan kun opfordre til at hoppe på en etape for dem der kan nå det i år – ellers hold øje med www.danmarkloeber.dk Jeg er sikker på at der kommer en tur til i 2009.